Pr. 01/07/2025 træder nye regler i kraft ifht. at sikre sund avl hos vores hunde.

For at avle sunde hunde uden indavl gælder følgende regler:

Sunde hunde – nu og i fremtiden. Mange egenskaber nedarves fra forældredyr til hvalpene. Derfor må en hund ikke indgå i avl, hvis der er risiko for, at hundens sundhedstilstand, udseende (anatomi) eller adfærd kan have en negativ effekt på tæven eller hvalpenes velfærd og sundhed.

Indavl er forbudt. Det er ikke tilladt at parre hunde, som er tæt beslægtet med hinanden.

Fødevarestyrelsen har også fastslået at nogle racer (Engelsk Bulldog, Fransk Bulldog og Mops) skal BOAS-gradueres, at visse racer skal have taget HD/AD-billeder inden de kan godkendes til avl, at gravhund skal igennem en IIVD-undersøgelse og at Cavalier King Charles Spaniels skal have en MMVD-undersøgelse og en undersøgelse for Syringomeli.

Her finder du en liste over hvilke racer som skal undersøges inden avl: Lister over hunderacer som er omfattet af krav om undersøgelse inden avl.pdf

For alle tæver, som får hvalpe, gælder:

Minimumsalder ved første parring

  • Tæver af en race med en typisk vægt på op til 20 kg skal være 18 måneder, før hun indgår i avl første gang.
  • Tæver af en race med en typisk vægt på over 20 kg skal være 24 måneder, før hun indgår i avl første gang.

Tæven må maksimalt få fem kuld hvalpe i sin levetid.

En tæve må højst føde tre kuld hvalpe inden for en periode på to år.

Hvis en tæve har fået to kuld hvalpe inden for 12 måneder, skal hun have en hvileperiode på mindst et år, før hun igen må indgå i avl.

Tæver, som har fået to kejsersnit, må ikke indgå i avl.

Hvis en tæve har fået kejsersnit, skal hun have en hvileperiode på mindst 12 måneder, før næste kuld fødes.

Når en tæve er fyldt 8 år, må hun kun indgå i avl efter godkendelse fra en dyrlæge.

Du er velkommen til at kontakte os på 65958003 hvis du har yderligere spørgsmål.